Presse



 

 

 

Sådan er ungdomsprofilen i Holstebro Kommune

1 juli 2011

1.000 unge med i undersøgelse om unges perspektiver på fritidsliv, kultur og sundhed

De unge i Holstebro Kommune har et aktivt fritidsliv. De deltager mere i idrætsaktiviteter end gennemsnittet af unge i Danmark. Og de unge i kommunen tjekker hyppigere Facebook end unge danskere generelt.

Det er et par af konklusionerne i en stor undersøgelse af de unges perspektiver på fritidsliv, kultur og sundhed i Holstebro Kommune. Undersøgelsen er lavet i forbindelse med det såkaldte ”Teen Town” projekt, der går ud på, at unge i landdistrikterne laver projekter for andre unge i deres lokalområde - et projekt, der gennem LAG Holstebro støttes økonomisk af EU og Fødevareministeriet.

Center for Ungdomsstudier og Religionspædagogik (CUR) har gennemført undersøgelsen. Den bygger på besvarelser via spørgeskemaer fra ca. 1.000 unge i alderen 12-19 år og interviews med 20 unge i kommunen. Formålet med undersøgelsen er at tegne en ”ungdomsprofil” af de unge i Holstebro Kommune med særlig vægt på deres kultur- og fritidsvaner, trivsel og forventninger til lokalområdet - og en indsigt i, hvad der er på spil blandt kommunens teenagere.


13 af de 15 deltagere i ”Teen Town” fra Vinderup- og Ulfborg-området.
13 af de 15 deltagere i ”Teen Town” fra Vinderup- og Ulfborg-området.


Ønsker flere steder at ”hænge ud”


En stor gruppe af de unge i undersøgelsen giver udtryk for, at de gerne vil have nogle flere steder, hvor de kan ”hænge ud” sammen med deres venner.

- Det hænger godt sammen med, hvad de 15 unge fra Ulfborg-området og Vinderup-området, der deltager aktivt i Teen Town projektet, fortæller os. De efterlyser steder, hvor de kan ”hænge ud”, og disse ønsker er de i gang med at realisere i projektet. Når de føler, at de mangler steder at mødes fysisk, så er der er en nærliggende forklaring på, at unge i Holstebro Kommune er mere i det virtuelle rum og hyppigere tjekker Facebook end gennemsnittet af danske unge, siger projektleder i Teen Town projektet, Dorte-Pia Ravnsbæk.

De unge udfordrer foreningerne


Foreningslivet - især foreninger, der tilbyder idrætsaktiviteter – har et godt tag i de unge, viser undersøgelsen. Men de unge udfordrer også foreningerne.

- De unge i kommunen vil gerne deltage i foreningernes tilbud. Men det fremgår tydeligt af undersøgelsen, at de også stiller krav til foreningerne. Det skal være sjovt, udfordrende og seriøst. En stor del af de unge i undersøgelsen giver udtryk for, at de gerne vil udfordres noget mere og lære noget mere, hvis de skal fastholde deres faste fritidsaktiviteter, konstaterer Dorte-Pia Ravnsbæk.


Unge i hopla.
Unge fra Dansk Talentakademi i hopla.


Holstebro er okay


De fleste unge i undersøgelsen giver udtryk for, at de godt kan tænke sig at flytte tilbage til Holstebro, når de er færdige med at uddanne sig i en større by.

- I de interviews, der er lavet i undersøgelsen, er det en udbredt grundholdning, at Holstebro er ”okay”, men at man ser sig nødsaget til at flytte fra området på grund af manglende muligheder for uddannelse. Det viser, at der er meget at bygge på, hvis de unges positive forventninger til at vende tilbage efter endt uddannelse indfries, siger Dorte-Pia Ravnsbæk.

Flere konklusioner i undersøgelsen


  • 85 pct. af de unge i Holstebro Kommune går til faste fritidsaktiviteter. Flere drenge end piger er idrætsaktive.
  • Knap 92 pct. - flere piger end drenge - læser lektier hver dag/flere gange om ugen. På landsbasis er tallet 83 pct.
  • Godt 96 pct. af de unge er på nettet hver dag eller flere dage i ugen.
  • 56 pct. af pigerne, men kun 33 pct. af drengene læser hver dag eller flere gange om ugen.
  • Seks ud af 10 unge i Holstebro Kommune oplever jævnligt stress. Det gælder især piger og først fremmest unge i 8.-10. klasser og på ungdomsuddannelserne.
  • Se undersøgelsen ”Unges perspektiver på fritidsliv, kultur og sundhed i Holstebro Kommune” i sin fulde ordlyd.